KALK

 

KALK

 
 

 Diget er brast, jorden ligger under vand, og der er kun træningen og juicen tilbage…  

AKT1 rykker ind blandt vægtstænger, kettlebells og sjippetov med fitness-forestillingen KALK, der spiller i crossfit-centret BUTCHER’S LAB. Her samles hundredevis af trænede kroppe dagligt for at blive smukkere, stærkere, sundere, bedre. Men i februar danner centret rammen om forfatter Victor Boy Lindholms buldrende fortælling om venskab, konkurrence, kropsidealer og juice. 

KALK er en fortælling om kroppe. Ensomme, trænede kroppe, der skal yde det maksimale. Kroppene skal optimeres i det uendelige, de skal forbedres, blive stærkere, blive smukkere. I KALK møder publikum to juicedrenge, bedste venner, men også hinandens konkurrenter. Begge kæmper de for at komme væk fra det kønsløse sted, de er endt efter en stor klimakatastrofe er indtruffet. Nu sidder de i en kælder under havet: halvt træningslokale, halvt juicebar. Foran dem ligger muligheden for at avancere. At få en krop, der er stærk nok til at de kan blive manager i juicebaren længere oppe!    

KALK iscenesættes af Niels Erling med de to skuespillere Tue Lunding og Christoffer Hvidberg Rønje i hård træning til pulserende ny musik af den elektroniske hiphop-duo Ravi Kuma. Kasper Leisner medvirker som den allestedsværende forrællerstemme.

Medvirkende: Christoffer Hvidberg Rønje, Tue Lunding & Kasper Leisner Instruktør: Niels Erling Producent: Jacob Mylund Instruktørassistent og afvikler: Sofie Kallan Dramatiker: Victor Boy Lindholm Komponist: Ravi Kuma