OM AKT1

 

AKT1

 


AKT1 markerer sig som en af dansk scenekunsts vigtigste og mest gennemslagskraftige frie producenter under kunstnerisk ledelse af sceneinstruktør Niels Erling. Med publikums- og anmelderroste forestillinger som Work Bitch, Du vil møde en anden (vinder af Årets Reumert 2022), Pamela, Kalk, Mens solen brænder og Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman tegnes en tydelig kunstnerisk linje af nyskrevne, visuelle og konceptuelt stærke værker med et kritisk blik på samtiden i hovedsædet og en klar forbindelse til dansk litteratur. 

AKT1 grundlagdes i 2013 som Danmarks lydteater og har siden da produceret over 120 hørespil, der ligger tilgængeligt på alle podcastplatforme. AKT1 arbejder ambitiøst og strategisk med tydelig kommunikation og formidling – og vores produktioner ledsages altid af en bogudgivelse. Således har vi i skrivende stund udgivet 16 bøger med ny dansk og nordisk dramatik for lyd og scene. 

AKT1s bestyrelse består af skuespiller Ellen Hillingsø, teaterproducent Mikael Fock, jurist Vinoth Paramasamy og kommunikationsekspert Naja Helene Hertzum.